Her kan du se plakaterne fra de forskellige forestillinger gennem årene. Alle plakater er malet af den lokale kunstner Peer Poulsen
Peer Poulsen er født 31. december 1944 i Aars.
Tog efter endt skolegang uddannelse som maler, og startede som tredie generation selvstændig reklamevirksomhed i 1966.
Helt fra Peer Poulsens barndom har interessen for tegning og maling ligget i baggrunden og ulmet, men først i 1991 blev denne for alvor udmøntet, specielt i mange oliekridt tegninger.
Da et kæmpemaleri i 1994 blev antaget til en tv udsendelse i DR's daværende programserie "galleri 12", blev fremtiden tegnet. Samme år startede også rækken af plakater til "Gundestrupspillene" med illustrationen til Ebbe Kløvedal Reich's "Den fjortende Plade", og som bekendt er nummer otte i rækken netop kommet på gaden.
Det er i årenes løb blevet til mange malerier og udsmykninger, hvoraf nogle har fundet nåde hos dommere i indtil videre fem censurerede udstillinger.
I 1998 startede Peer Poulsen sammen med sin hustru Inge Poulsen endvidere "Part2 Galleri" i Søndergade, hvor der gennem de forløbne otte år har været afholdt ca. fyrre udstillinger, af hvilke især de årlige påskeudstillinger har haft Peer Poulsen på "plakaten".
Hvad fremtiden vil byde på ved som bekendt ingen, men man har da lov at håbe på endnu mange spændende opgaver, "Gundestrupspil", samt andre nye tiltag udi det maleriske.